Generelle salgs- og leveringsbetingelser

Gyldig fra 01.11.2023

ANVENDELSE

Disse generelle salgs- og leveringsbetingelser ("Generelle Betingelser") gælder for alle tilbud, ordrebekræftelser, salg og leverancer af Teknos-produkter og serviceydelser leveret af Teknos i forbindelse hermed ("Produkter") fra Teknos-koncernens virksomheder, herunder Teknos A/S, CVR-nr. 85 55 16 12 ("Teknos") til enhver erhvervsdrivende kunde ("Kunde"), medmindre andet er skriftligt aftalt.

Disse Generelle Betingelser har forrang frem for samtlige modstridende bestemmelser i Kundens ordre, accept og/eller i Kundens generelle indkøbsbetingelser, også i tilfælde, hvor Teknos undlader at gøre indsigelse mod sådanne modstridende bestemmelser.

Enhver fravigelse fra disse Generelle Betingelser skal være skriftligt og udtrykkeligt accepteret af Teknos.

ORDREBEKRÆFTELSE

Alle aftaler indgået mellem Teknos og Kunden kræver en skriftlig ordrebekræftelse fra Teknos for at være retskraftig og bindende for Teknos. Alle leverancer fra Teknos leveres i henhold til ordrebekræftelsen.

RANGFØLGE

Hvis nogle kontraktmæssige dokumenter viser sig at være i modstrid med de øvrige kontraktmæssige dokumenter, skal den autoritative prioritet for dokumenterne være som følger, medmindre andet er aftalt:

  • den skriftlige aftale, hvis relevant,
  • disse vilkår og betingelser,
  • bekræftet ordre.

 

PARTERNES FORPLIGTELSER

Teknos skal levere Produkter til Kunden i overensstemmelse med de relevante tekniske datablade og sikkerhedsdatablade for de pågældende Produkter, som er offentliggjort på Teknos’ hjemmeside: https://www.teknos.com/da-DK/soegeresultat/?Tab=Products.

Kunden skal håndtere, opbevare, transportere og anvende Produkterne i overensstemmelse med relevante, aktuelle tekniske datablade, sikkerhedsdatablade og instruktionerne på labelen på emballagen. Teknos er til enhver tid berettiget til at opdatere og ændre tekniske datablade og sikkerhedsdatablade på hjemmesiden.

Kunden skal udføre malerarbejde ved anvendelse af Produkter i overensstemmelse med anbefalingerne i de pågældende datablade. Kunden skal udføre dokumenteret kontrolarbejde i overensstemmelse med de gældende standarder. Kunden skal overholde alle forpligtelser, der følger af love eller bestemmelser, der er fastsat af myndighederne.

Ved levering skal Kunden øjeblikkeligt – og inden ibrugtagning – foretage en sådan kvalitativ og kvantitativ undersøgelse af Produktet, som ordentlig forretningsbrug kræver. Hvis Kunden vil påberåbe sig en kvalitativ eller kvantitativ mangel, skal Kunden straks og senest fireogtyve (24) timer efter, at manglen er eller burde have været opdaget, give Teknos skriftlig meddelelse herom med angivelse af, hvori manglen består. Hvis Kunden har eller burde have opdaget manglen, og Kunden ikke reklamerer som anført, kan Kunden ikke senere gøre manglen gældende. I modsat fald mister Kunden sin ret til at påberåbe sig eventuelle mangler ved Produkterne, der burde være opdaget ved en sådan undersøgelse. Hvis Kunden konstaterer, at Produkterne er behæftet med en mangel, må sådanne Produkter ikke anvendes uden skriftlig tilladelse fra Teknos.

PRISER

Prisen, der skal betales til Teknos, er den pris, der er angivet i den fremsendte ordrebekræftelse, medmindre andet er angivet eller aftalt skriftligt mellem Teknos og Kunden. Prisen er ekskl. moms. Moms tillægges, hvis relevant.

I det omfang parterne ikke skriftligt har aftalt andet vedrørende priser, prisfastsættelsesprincipper og eventuel regulering af priserne, finder vilkårene i punkt 5(3)og punkt 5(4) anvendelse. Øvrige ændringer eller reguleringer af priser er kun gyldige, hvis de er aftalt skriftligt mellem parterne.

Ændringer i offentlige afgifter af enhver art, herunder import- og eksportafgifter, told, skatter, ændringer i indkasseringsgrundlaget eller implementeringspraksis for sådanne afgifter, der indtræffer efter Teknos’ ordrebekræftelse, er Teknos uvedkommende og bæres af Kunden.

Teknos forbeholder sig ret til at ændre sine priser, så de svarer til en væsentlig stigning i materiale- eller andre relaterede omkostninger.

BETALING

Betaling sker i henhold til Teknos’ faktura. Medmindre andet er skriftligt aftalt mellem Teknos og Kunden, er betalingsbetingelserne som angivet i den bekræftede ordre.

Ved forsinket betaling opkræves der renter i overensstemmelse med renteloven.

Betaling skal ske fuldt ud uden modregning, modkrav eller fradrag og uden bankomkostninger ved kontantoverførsel til den bankkonto, som Teknos har angivet på den eller de respektive faktura(er).

Alle omkostninger, der afholdes af Teknos i forbindelse med inddrivelse af forfaldne betalinger, uanset om de er foretaget i eller uden for retten, og generelt alle omkostninger i forbindelse med Kundens overtrædelse af disse Generelle Betingelser er udelukkende for Kundens regning.

LEVERING OG FORSINKELSE

Leveringsbetingelserne er defineret i henhold til INCOTERMS 2020. Medmindre andet er aftalt skriftligt, er leveringsklausulen CPT Kundens adresse. CPT-levering indregnes enten i vareprisen eller faktureres som en særskilt linje.

Teknos bestræber sig på at overholde den leveringsdato, der er angivet på ordrebekræftelsen, der alene er vejledende.

Hvis Produkter ikke kan leveres helt eller delvist til den aftalte leveringsdato, eller hvis Produkter ikke kan modtages inden for den aftalte tidsplan, eller hvis det forekommer sandsynligt, at der vil indtræffe forsinkelse, skal en part underrette den anden part skriftligt uden unødig forsinkelse. Den skriftlige meddelelse skal endvidere redegøre for årsagen til forsinkelsen samt en ny leveringsdato.

Hvis Kunden hæver købet som følge af forsinkelse, kan Kunden alene hæve købet, for så vidt angår den forsinkede del af det købte. Teknos’ erstatningsansvar, i tilfælde af forsinkelse, kan i intet tilfælde overstige fakturaprisen for den forsinkede del af leverancen ekskl. moms. Teknos påtager sig herudover ikke noget ansvar for forsinkelse eller følgerne heraf, ligesom der ikke tilkommer Kunden andre misligholdelsesbeføjelser.

Hvis levering forsinkes på Kundens anmodning, eller hvis forsinkelse skyldes Kundens forhold, overgår risikoen for Produkterne til Kunden på datoen, hvor Produkterne er klar til levering.

OVERDRAGELSE AF EJERRETTIGHEDER

Ejendomsretten overgår til Kunden, når Teknos har modtaget den fulde betaling for Produkterne.

Hvis den fulde betaling ikke er modtaget rettidigt på trods af skriftlig anmodning herom, eller behørig sikkerhed efter forfaldstidspunktet ikke er stillet efter anmodning, er Teknos berettiget til at tilbagetage Produkterne for Kundens regning.

INTELLEKTUELLE EJENDOMSRETTIGHEDER

Ophavsretten og andre immaterielle rettigheder til alle Produkter og dokumenter, herunder tegninger, specifikationer og instruktioner, der er udleveret til Kunden, forbliver til enhver tid Teknos’ eller en tredjeparts ejendom, og hverken dokumenterne eller deres indhold må uden Teknos’ udtrykkelige skriftlige tilladelse anvendes til noget andet formål end det, de blev leveret til. Kunden må ikke uden Teknos’ forudgående skriftlige samtykke videregive, overføre, sende eller på anden måde stille dokumenter eller deres indhold eller oplysninger, som kan tillade kopiering eller anden brug af dem af en tredjepart, til rådighed for tredjepart på nogen måde eller i nogen form.

Medmindre andet er aftalt, har Teknos ret til at bruge Kundens navn og brand som reference.

Kunden har alene ret til at bruge Teknos-logoet eller andet markedsføringsmateriale i streng overensstemmelse med Teknos' skriftlige anvisninger. Teknos har til enhver tid ret til at forbyde brug af Teknos’ logo efter eget skøn.

GARANTI OG KRAV

Teknos garanterer, at Produkterne opfylder de aftalte vilkår og betingelser på leveringstidspunktet, forudsat at Produkterne opbevares, anvendes og påføres i overensstemmelse med Teknos’ instruktioner.

Teknos’ garanti og mangelsansvar omfatter kun mangler ved Produktet, der viser sig inden to år fra leveringstidspunktet.

Inden for den ovennævnte periode har Teknos ret og pligt til efter eget valg at afhjælpe eventuelle mangler ved de leverede Produkter, ved at foretage reparation eller omlevering eller lade manglen udbedre for Teknos’ regning af en tredjepart.

Så længe Teknos opfylder sin afhjælpningspligt, kan Kunden ikke gøre brug af andre misligholdelsesbeføjelser, herunder hæve købet, kræve forholdsmæssigt afslag eller erstatning eller tilbageholde købesummen helt eller delvist.

Hvis Kunden vil reklamere over de leverede Produkter, skal Kunden i den skriftlige meddelelse anføre Produktets navn, batchnummer og beskrivelse af manglen. De Produkter, der mistænkes for at være behæftede med mangler, må ikke anvendes uden skriftlig tilladelse fra Teknos.

Kunden mister sin ret til at reklamere, hvis Kunden ikke har underrettet Teknos om manglen og oplysningerne angivet i punkt 10(5) inden for fireogtyve (24) timer efter, at manglen blev opdaget eller burde være opdaget.

Kunden indvilliger i at opbevare og returnere eventuelle mangelfulde Produkter til Teknos’ undersøgelser for Kundens regning, indtil manglen er bevist, hvis Teknos anmoder om det.

Kunden er forpligtet til at betale fuldt ud og opfylde alle andre forpligtelser i henhold til aftalen og disse Generelle Betingelser, uanset om Kunden har krav eller klager.

ERSTATNINGSANSVAR

Teknos’ maksimale erstatningsansvar over for Kunden kan, bortset fra produktansvar, der er særskilt reguleret i punkt 12, ikke overstige den samlede værdi af de Produkter, der leveres i henhold til den pågældende, bekræftede ordre, eksklusive moms.

Teknos er ikke ansvarlig for tab af fortjeneste, skade på anden ejendom end selve Produktet eller andre indirekte skader eller følgeskader.

Teknos påtager sig intet ansvar for arbejdet med påføring af Produktet, da dette i høj grad afhænger af forholdene under håndtering og påføring. Brugeren af Produkterne skal have tilstrækkelig viden og færdigheder til at anvende Produkterne korrekt med hensyn til tekniske og arbejdssikkerhedsmæssige aspekter. Teknos hæfter ikke for skader, der måtte opstå som følge af forkert anvendelse af Produkterne eller beskadigelse af andre varer end selve Produktet.

Ansvarsbegrænsninger gælder ikke for skader, der skyldes forsæt eller grov uagtsomhed.

PRODUKTANSVAR

Med de begrænsninger, der følger af dette afsnit, er Teknos ansvarlig for produktansvarsskader i henhold til dansk ret.

Teknos er ikke ansvarlig for skade efter reglerne om produktansvar medmindre Kunden dokumenterer, at skaden skyldes fejl eller forsømmelse udvist af Teknos.

Teknos er i intet tilfælde ansvarlig for driftstab, tabt fortjeneste eller indirekte tab i anledning af produktansvarsskader.

Teknos’ samlede produktansvar, inklusive renter og omkostninger, kan aldrig overstige den til enhver tid tilbageværende dækningssum i henhold til Teknos’ produktansvarsforsikring.

I den udstrækning Teknos måtte blive pålagt produktansvar over for tredjemand, er Kunden forpligtet til at holde Teknos skadesløs i samme omfang, som Teknos’ ansvar er begrænset over for Kunden i medfør af dette punkt 12.

FORTROLIGHED

Hver part skal holde alt materiale og alle oplysninger, der modtages fra den anden part, fortrolige, uanset om de er mærket som fortrolige eller ej, eller som skal forstås som fortrolige.

I dette afsnit 13 forstås "fortrolige oplysninger" som alle oplysninger om en parts produkter eller aktiviteter, som videregives til den modtagende part eller skabes under opfyldelsen af denne aftale. Tavshedspligten gælder dog ikke for materiale eller oplysninger a) som er alment offentligt tilgængelige, b) som den modtagende part har modtaget fra tredjepart uden tavshedspligt, c) som den modtagende part var i besiddelse af inden modtagelsen af samme fra den anden part uden nogen tavshedspligt i forbindelse hermed, d) som den modtagende part selvstændigt har udviklet uden brug af materiale eller oplysninger modtaget fra den anden part, e) som den modtagende part er forpligtet til at levere på grund af lovgivning eller bestemmelser fra myndighederne, f) som er udtrykkeligt godkendt til at blive videregivet af den videregivende part, eller g) som kræves videregivet ved retskendelse og ikke er beskyttet af noget krav om privilegium, forudsat at den modtagende part forsøger at underrette den videregivende part forud for videregivelse, og at enhver tilgængelig statslig eller retlig beskyttelse er opnået af den modtagende part.

Tavshedspligten i henhold til dette punkt 13 gælder efter aftalens udløb, ophævelse eller ophør og i en periode på tre (3) år derefter.

FORCE MAJEURE

Hver part har ret til en rimelig forlængelse af den tid, der er nødvendig for at opfylde sine forpligtelser, hvis opfyldelsen af sådanne forpligtelser forhindres eller vanskeliggøres i urimelig grad af krig, oprør, eksport- eller importforbud, naturkatastrofer eller usædvanlige vejrforhold, myndighedspåbud, afbrydelser af offentlig transport eller energidistribution, brand, nedbrud af produktionsmaskiner, fejl eller mangler ved råmaterialer fra leverandører, arbejdskonflikt, mangel på strøm, valuta- eller andre restriktioner, der skyldes love, bestemmelser eller påbud fra en regering, et statsligt organ eller enhed, eller som skyldes uforudsete omstændigheder, der ligger uden for en af parternes kontrol. Det samme gælder forsinkelser eller undladelser forårsaget af underleverandører, hvis underleverandørens forsinkelse eller undladelse skyldes lignende omstændigheder.

Hvis fremskaffelse af råvarer, Produkter eller maskiner, der er nødvendige for fremstillingen af Produkterne, forhindres eller forsinkes på grund af en af de i punkt 14(1) anførte forhindringer, der ligger uden for Teknos’ kontrol, og det ikke er muligt for Teknos at foretage disse indkøb andre steder uden urimeligt tids- eller udgiftstab, skal Teknos have en nødvendig og tilstrækkelig forlængelse af leveringstidspunktet.

I tilfælde af, at en af parterne er underlagt en force majeure-situation, skal den pågældende part underrette den anden part herom så hurtigt som muligt med angivelse af dato og omfang af force majeure-situationen og dens årsag.

Enhver part, hvis forpligtelser er blevet suspenderet eller forlænget i henhold til ovenstående, skal genoptage opfyldelsen af disse forpligtelser så hurtigt som muligt efter fjernelsen af årsagen og skal også underrette den anden part. I tilfælde af at årsagen fortsætter i mere end tre (3) måneder, kan hver af parterne opsige denne aftale med ti (10) dages skriftligt varsel uden derved at pådrage sig nogen form for forpligtelse til fordel for den anden part.

OPHÆVELSE AF AFTALE

Hvis en af parterne væsentligt misligholder disse Generelle Betingelser, det accepterede tilbud eller den bekræftede ordre, og misligholdelsen er af væsentlig betydning for den ikke-misligholdende part, har den anden part ret til at ophæve aftalen efter først at have givet skriftlig meddelelse herom, hvis misligholdelsen ikke er blevet rettet inden for rimelig tid, og en sådan periode skal være mindst tredive (30) dage.

Hvis en af parterne er i en sådan økonomisk situation, at der foreligger berettiget grund til at betvivle partens evne til at opfylde sine forpligtelser i henhold til aftalen, har den anden part ret til at hæve aftalen med øjeblikkelig virkning.

Hvis Kunden ikke har opfyldt sine betalingsforpligtelser, har Teknos ret til - som alternativ til at ophæve aftalen - at afbryde leveringer, indtil den forfaldne faktura er betalt.

Når aftalen ophæves i henhold til dette punkt 15, har den ikke-misligholdende part og med forbehold for de begrænsninger, der følger af disse Generelle Betingelser, ret til at kræve erstatning efter dansk rets almindelige regler.

OVERHOLDELSE AF INTERNATIONALE SANKTIONER, EKSPORTKONTROL OG FOREBYGGELSE AF HVIDVASKNING AF PENGE

Kunden forpligter sig til at overholde alle gældende love og bestemmelser vedrørende antibestikkelse, hvidvaskning af penge og korruption samt FN’s, EU’s, Storbritanniens og USA’s bestemmelser vedrørende sanktioner og eksportkontrol.

Kunden påtager sig ansvaret for og garanterer:

sin overholdelse af alle gældende eksport-/importlove, -bestemmelser, -regler og -klausuler samt eventuelle tilknyttede embargobestemmelser, handelsembargoer og -sanktioner,

at denne vil gennemføre alle krævede forpligtelser (herunder indhentning af enhver nødvendig eksporttilladelse eller anden myndighedsgodkendelse) forud for eksport, reeksport eller frigivelse af regulerede produkter eller leverancer (hvis relevant), og

at de Produkter, der købes hos Teknos, ikke sælges til parter, der er underlagt FN’s sanktionsordninger eller lignende gældende regionale og nationale ordninger.

Teknos påtager sig intet ansvar for eventuelle skader, udgifter eller omkostninger, som Kunden eller nogen anden part måtte pådrage sig som følge af, at Teknos ikke er i stand til at levere Produkterne på grund af eksportkontrolbestemmelser, sanktioner, restriktive forholdsregler eller embargoer.

VÆRNETING OG LOVVALG

Disse Generelle Betingelser og enhver salgs- og købstransaktion, der indgås mellem parterne, er underlagt dansk ret med undtagelse af dansk retsregler om lovvalg. De Forenede Nationers konvention om aftaler om internationale køb, udfærdiget i Wien den 11. april 1980, finder ikke anvendelse.

Enhver tvist, der måtte opstå som følge af eller i forbindelse med disse Generelle Betingelser, parternes kontrakt eller i øvrigt mellem Teknos og Kunden, herunder tvister vedrørende kontraktens eksistens og gyldighed, skal afgøres ved voldgift i Danmark ved Voldgiftsinstituttet efter de af Voldgiftsinstituttet vedtagne regler herom. Voldgiftsretten skal have sæde i Kolding. Teknos har dog også ret til at anlægge sag ved den kompetente domstol på Kundens hjemsted.